Andet oplag af Sprogspillet er en opgraderet version. Der er nu flere bonusspørgsmål, fejlene (jf. publicerede errata) er rettet, og så er der lavet en justering i spillepladen, som kan ændre spillets gang for de uhyrligt heldige. Sidstnævnte er brugernes fortjeneste. Der har nemlig pågået en livlig brugerdebat i Sprogspillets postboks, og der er tilflydt os et væld af kommentarer, spørgsmål og forslag til forbedringer. Tak for dem, og bliv endelig ved!
Der bliver nemlig lyttet med store udslåede Dumbo-ører – også selvom vi i første omgang slår os defensivt i tøjret og bryder ud i lyde, der signalerer vantro: Ah, hva’? For eksempel.
Drejer det sig om en enlig svale, som når en spiller har en særlig vane med at lægge kortene på bordet i stedet for at sidde med dem i hånden og ønsker kortene tilrettet denne vane, så bliver det et nej herfra. Men hvis mange henvender sig med den samme beklagelse, og vi godt kan se pointen, så er det tilbage til tegnebrættet ude i maskinrummet.
Sprogspillet var oprindelig lavet i en alt for elitær ånd. I den allerførste version, den, der blev præsenteret på Gyldendal på et hjemmelavet stykke pap, var der slet ingen terning. Spillet var renset for held. Det, der drev spillet frem, var alene korrekte besvarelser. Og det gik helt, helt galt på mange forskellige planer. Først og fremmest kom spillerne ingen vegne. Det var overhovedet ikke sjovt.
Det var Gyldendals daværende litterære direktør, Johannes Riis, den personificerede venlighed i en maggiterning, som forsigtigt sagde: "Der bliver nødt til at være et element af held." Herefter gik der inflation i held, og den oprindeligt alt for elitære ånd veg til fordel for en alt for demokratisk ånd, som vi faktisk holdt af. Mere og mere, som tiden gik.
Tanken om, at alle skulle kunne være med og have en chance og en mulighed for en succesoplevelse, blev en besættelse. Først kom terningen – rent held. Så kom de sorte huller – rent uheld. Men én ting gik simpelthen ikke, mente brugerne: Hvis man var så heldig at slå en sekser på det sidste felt før sneglefeltet, kunne man med ét slag forcere hele feltet og med en femmer næsten hele feltet – und so weiter. Det var alligevel for galt, mente et betænkelig højt antal spillere – alle sprogligt stærke spillere, der var blevet slået af mindre kompetente spillere, som bare havde været heldige. Der må være en kant, kunne vi høre dem sige – uden at de sagde det så direkte.
Okay. Der er nu lagt en dæmper på heldet i form af en lille ændring af brættet:
Umiddelbart før sneglefeltet er der nu indsat et felt benævnt Brems! Grimt og signalgult og ikke til at tage fejl af. Brems! markerer overgangen til Sneglefeltet, det tydeligt markerede opløbsfelt før målstregen.
Uanset hvor mange fremrykninger terningen har givet, skal der nu laves en brat opbremsning på Brems! Slår man fx en sekser på feltet umiddelbart før Brems!, lander man på Brems! og skal blive stående indtil næste omgang. På dette felt trækkes ingen kort, men terningen går i stedet videre til den næste, der står for tur. Når spilleren, der står på Brems!, igen har tur, bestemmer medspillerne, hvilken kategori der skal trækkes spørgsmål fra. Ved rigtigt svar rykkes ét felt frem, og ved forkert bliver spilleren stående på Brems! Når det næste gang er tur, gentages proceduren, indtil spilleren ved rigtigt svar omsider kan bevæge sig ind i Sneglefeltet.
Vi er godt klar over, at mange vil sige PYHA! Godt vi fik første version, mens andre vil være sure og sige ØV! Vi ville hellere have haft version 2.0.
Men sådan må det være. Sproget udvikler sig, og det gør Sprogspillet også. Amen.